Giv din frygt et kram

Det år, jeg blev præsenteret for network marketing og det firma jeg er i idag, var jeg så skeptisk, at jeg ikke så muligheden. Det næste år så jeg muligheden, men havde ikke modet. Det tredje år ramlede mit privatliv sammen pga. alvorlig sygdom i familien. Det fjerde år begyndte privatlivet at lysne, men jeg havde stadig ikke modet. Det femte år tog jeg den endelige beslutning.

Det er ikke let

Hvis du støder ind i nogen, som fortæller dig, at det er let at kaste sig ud i livet som full time network marketer, så skynd dig at løbe langt væk og led efter en ny, mere troværdig sparringspartner. For det er ikke let. Der er op og nedture, der er ingen garanti for, at du får succes, det kræver selvdisciplin, og du skal være en god leder for at få dit netværk op at ringe. Måske har det været særligt svært for mig at tage skridtet, tænkte jeg, fordi jeg næsten hele mit liv har været lønmodtager og er opvokset med fortællingen om, at en stilling som tjenestemand i Staten med tilhørende pensionsordning var noget af det ypperste, man kunne opnå.

Overvejelser og skepsis

Men så ser jeg mig omkring, og rigtig mange andre slås med de samme udfordringer. De samme overvejelser. Den samme skepsis. Det samme stærke ønske om at tage skridtet, og den samme frygt for, at det ikke skal gå. Det er ikke kun mig, og det er ikke kun dig. Det er en universel frygt. Et urinstinkt, som handler om overlevelse. Men som vi prøver at bekæmpe, fordi følelsen af frygt modarbejder forestillingen om, at vi skal være robuste, have succes og kunne klare tingene. Frygt er tegn på svaghed, for den forhindrer os i at storme fremad. Dermed bliver frygt noget negativt.

Men hvad nu, hvis vi i stedet for at frygte frygten byder den velkommen som en special guest star, der skal behandles med ærbødighed og respekt, fordi den har en vital funktion i vores liv?

For mig var det en lettelse at rive frygten ud af skammekrogen, lægge den op i sollyset i al sin vælde og glo på den i ugevis for at forstå, hvordan den skulle håndteres. Erkende og acceptere, at den er der som en del af mine tanker, og at den er helt reel. Der er ingen garantier for, at det kommer til at gå. Dem, der siger, at alle og enhver kan få en millionforretning op at stå, før solen går ned, er fulde af løgn. Måske går jeg konkurs og må sælge lejlighed og lædersofa inden for de næste to år, og så får jeg måske aldrig et job igen, mister kontakten til min familie, bliver alkoholiker og må leve resten af mit liv i et skur i Sydhavnen.

Kram og kontrol

Så frygten blev ikke mindre i sollyset. Men den blev mindre farlig. Og så kunne jeg komme videre i programmet. Nu med frygten som min gode ven og livsledsager, som jeg kan tage i hånden, give et kram og berolige, når den atter begynder at sende kaskader af katastrofesignaler ind i venstre frontallap. Forskellen er, at nu er det mig, der kontrollerer frygten og ikke omvendt.

Jeg fik styr på min frygt det femte år. Det var det år, jeg tog beslutningen. Det femte år er 2017. Vi ses derude.

Posted by
August 7, 2017

Click Here to Leave a Comment Below