Hvornår har du sidst taget dig selv seriøst?

Hvornår er du sidst gået seriøst ind i en sag, en opgave, et livsprojekt?

Vi er blevet en flok ”skøjteløbere”, der er lidt med over det hele. Det er måske tidens trend, at vi skal være en del af alt muligt bare for ”ikke at stikke ud”. Alt for mange har jobs de ikke trives i. Alt for mange mærker fysiske og psykiske symptomer på for høj belastning. Alt for mange drømmer om at kunne prioritere anderledes med deres tid og deres ressourcer. Men hvis du ikke ændrer mistrivsel og stræber mod drømmene – tager du så dig selv seriøs?

Jeg læste en rigtig god artikel i dag af en psykolog, der hyldede modet for at tage sig selv seriøst. Hyldede modet og styrken til at være nærværende og have indsigt og selvværd nok til at leve i overensstemmelse med sit sande jeg.

En af mine netværkskolleger spurgte mig forleden – hvad er det du gør – det går så godt for dig?
Det tænkte jeg lidt over og kom frem til dette; Jeg er seriøs! Jeg har taget mig selv seriøst. Jeg har ændret min mistrivsel og jeg har taget en seriøs beslutning om at leve i overensstemmelse med mit sande jeg.

Det betyder også, at jeg skylder mig selv stadig at tage mig selv og min beslutning seriøst.

Jeg tager mit netværksarbejde bundseriøst.

Jeg arbejder målrettet på det jeg vil opnå. Jeg vurderer min egen indsats og outcome og jeg justerer og optimerer, hvis jeg ikke synes det går den rigtige vej. Jeg er seriøs i min tilgang til andre mennesker – både kolleger og kunder. Jeg lægger rigtig meget krudt i at give af mig selv og ikke mindst lære seriøsiteten videre til dem jeg er sponsor for. Jeg arbejder seriøst hen imod en teamkultur, hvor alle bidrager, bliver hørt og bliver taget seriøst. Jeg gør en dyd i at få forventningsafstemt mål og seriøs indsats hos dem jeg hjælper i gang.
Hobby-indsats og et mål om rig i en fart – er ikke særlig seriøst.

Jeg ser mange, der har en drøm om at ændre kurs – jeg ser også mange, der har set muligheden for at lave livsændringer ved hjælp af arbejdet som professionel netværker. De er i mine øjne på vej til at tage sig selv seriøst og det er værd at hylde.

Men – for nu at lave en analogi. Hvis man nu SERIØST vil lære ”at svømme”, så må man have begge ben og hele kroppen ud i vandet – ikke kun dyppe tåen en gang imellem. Dét er ikke seriøs ”svømmetræning”.

Alt for mange tager ikke sig selv seriøst. Det er nemt at sige ”jeg vil gerne” – men meget sværere at sige ”jeg vil”.
Først når du siger ”jeg vil” tager du dig selv seriøst, og det fortjener du.

Click Here to Leave a Comment Below